mandag den 9. april 2012

Det mest pinlige


Af og til føles det som om  verdenslitteraturens store værker udgør selvtilstrækkelige mikrokosmosser. Proust for eksempel: Er han ikke enestående? Så lang, så ekvilibristisk, så grusom, så skøn og så vellystigt pinlig.

Jeg kan godt komme til at glemme at læse de forfattere som på en måde er allertættest på Proust, men som bliver betragtet som mindre forfattere end ham – og som derfor glider ud af alle andre horisonter end den nationalfilologiske.
Hvem jeg tænker på, er f.eks. André Gide, som af en eller anden uklar årsag har været i bad standing på mine læselister. Det er forbi. Påsken er blandt andet blevet brugt på at læse Si le grain ne meurt (1926) i en virkelig snasket (siderne klæber), kuglepenshærget udgave: Hvis hvedekornet ikke dør… udkommet på Hasselbalch i 1963 og oversat af Gerda Benzon og Otto Gelsted.
Det allerbedste ved Gides erindringsbog er hans sans for at fortælle om det mest pinlige, hvilket i dette tilfælde faktisk ikke knytter sig til Gides homoseksualitet, men til hans hypokondri.
Og så er der en anden scene, hvor Oscar Wilde, en bekendt af Gide, får et hysterisk grineflip, hvis årsag fortælleren tror at forstå, men som jeg måske tror jeg forstår på en anden måde.
Simulant-scenen først (p96-7):

Jeg opholder mig i forstuen til lejligheden i Rue Salle L’Evêque. Min onkel er lige kommet ind fra sit bibliotek, og jeg ved, han vil komme forbi. Jeg lader mig glide ind under en konsol, og da han kommer tilbage, venter jeg først nogle minutter, hvis han måske skulle opdage mig, - forstuen er nemlig stor, og min onkel går langsomt. Men han holder en avis i hånden, som han læser, mens han går. Endnu et øjeblik, og så er han ude af døren… Jeg gør en bevægelse. Jeg udstøder et suk; så standser han, tager sin lorgnet af og siger hen over sin avis:
“Hør, hvad er det du laver der?”
Jeg trækker mig sammen, jeg vrider mig og i en slags hulken, som jeg ønsker skal være uimodståelig, siger jeg:
“Jeg er syg.”
Men i samme øjeblik har jeg fornemmelsen af fiasko, min onkel sætter lorgnetten på næsen, går tilbage til sit bibliotek, hvis dør han lukker med det roligste udtryk. Åh, hvor var det flovt! Var der andet at gøre end at rejse mig op, børste støvet af mit tøj og foragte min onkel, hvad jeg også gjorde af hele mit hjerte.

Hysterisk! Lige på hvedekornet! Og den nydelse som genfortællingen af det uhørt pinlige tydeligvis også fremkalder i fortælleren, er en af den selvfremstillende litteraturs stærkere bevæggrunde: Det er forfængeligt at fortælle om sine brister, men det er endnu mere forfængeligt at lade være. So there you are.

Fortælleren møder senere Oscar Wilde i Tunesien. Bosy (Lord Alfred Douglas, Wildes elsker) er på jagt efter en araberdreng andetsteds, og Wilde benyttet anledningen til at invitere Gide (hvis uudtalte homoseksualitet Wilde aner) i byen. Wilde tager Gide med på en passende café og fremviser en fløjtespillende arabisk dreng for ham, og da de er kommet ud, spørger han Gide ligeud: “Dear, bryder De Dem om at få den lille musiker?”. Gide “må tage sig voldsomt sammen for at få fremstammet et ja.” Hvilket udløser en hysterisk, skraldende latter i Wilde, der ler og ler - faktisk i timevis. Et ubremseligt grineflip simpelthen. Og: “jo mere han blev klar over, hvor forvirret jeg blev over hans latter, des mere lo han”. Hvorfor kan Wilde ikke holde op med at le? Gide analyserer sig frem til at “Det, der morede ham så meget var, at det [tilbuddet] så hurtigt blev modtaget. Han morede sig som et barn og som en djævel. Den store fornøjelse ved udsvævelserne er at trække andre med ud i dem”. (p290-1).
Og det kan være han har ret – jeg var der ikke. Alligevel får jeg en anden tanke: Wilde ler også fordi han er lykkelig over at have aflæst Gide rigtigt. Du er som mig.
Ligesom det ville være umuligt for mig at le over simulant-scenen, hvis jeg aldrig nogensinde havde mærket det mindste til en pinlig hypokondrisk tendens i mig selv.
Det komiske er i dette tilfælde ikke en distancerende modus. Vi griner måske allermest hjerteligt når vi ser: Du er som mig. Når jeg er mest mig selv – hvilket måske er det samme som at være mest pinlig? I allerbedste forstand, naturligvis.

7 kommentarer:

  1. Jeg har let til latter: Noget andet der er sjovt ved fløjtespilleren er, at han er fløjtespiller. Jeg siger det bare.

    SvarSlet
  2. tak for disse iagttagelser og for at få udpeget de to scener! Og fløjtespiller, hvad ellers?!

    SvarSlet
  3. Du er som mig, og det er jo SÅDAN jeg er!

    SvarSlet
  4. Havde I også syntes den "lille musiker" var så dejligt sjov, hvis han havde været en pige? Hvad skal vi gætte på, 10-12 år gammel? "Ønsker De hende?" "Øh ja". Og så latteren. Det er sgu for let at more sig på anden hånd over de to europæiske skønånder på slumming i Tanger, seksuel orientering ufortalt. Det kan vel nok være, at Wilde bl.a. ler over at genkende sig selv, men jeg tror også, han ler af smerte, og at Gide har ret i at forbinde latteren med depravation. Sagt på en anden måde: Det interessante ved disse scener, er ikke deres dejlige, herlige pinlighed, men slet og ret deres pinlighed. Dén kunne vi da godt diskutere nærmere.

    SvarSlet
  5. Jo. Vi kan godt blive enige om at den sociale virkelighed som de her scener også udpeger ikke er sjov. Mindreårige prostituerede er ikke sjove - uanset hvilket køn de måtte have. Men min pointe er at pinlighed er smerte. Og at det at dele pinlighed er at dele smerte - smerten bliver intersubjektiv her - hvad enten den skyldes hypokondri eller homoseksualitet og dét er derfor jeg opfatter scenerne som mellemmenneskeligt forløsende. Pinligheden er vigtig (i litteraturen) fordi den ikke er komfortabel.

    SvarSlet
  6. Jeg kunne have lyst til at omformulere din sidste sætning lidt og så ellers erklære mig enig: Pinligheden er vigtig (i litteraturen), når den ikke er komfortabel. Der findes nemlig også komfortabel pinlighed. I Tanger-scenen opfatter jeg homoseksualiteten og abroad-motivet (at være væk fra det kendte, i fremmede, urovækkende omgivelser) som ganske komfortable pinligheder, bl.a. fordi de passer som hånd i handske med en moderne forfatterkliché. Nu har jeg ikke læst Gides bog, men en forfatter, der skriver sin selvbiografi, må vel også altid undersøges for, hvilke forfattermyter, han/hun bygger op. De to scener, du har fremlagt, viser Gide som en tilhænger af myten om forfatteren som den skrøbelige ener på kanten af sygelighed, fuld af skyld og selvtvivl, men også et menneske, der overskrider grænser, normbrydende, ærlig i sit begær osv. Det er faktisk netop den type pinligheder, vi - og dette "vi" er en lang historie i sig selv - gerne vil have fra vores kunstnere, og på den måde er de komfortable for både Gide og læseren, hvilket da også dine, Kamilla og Lenes kommentarer peger på. Ukomfortabel pinlighed ville I formentlig have reageret anderledes på. Og det er så sådan en, jeg mest af alt bliver opmærksom på i Tanger-scenen, og som jeg måske kunne tænke, at Wilde også havde set. Så lad os sige to midaldrende danske mænd, offentligt ansatte f.eks., i Thailand anno 2012, på klub/bordel, får muligheden for at samle en mindreårig prostitueret op og genkender i deres begær sig selv i den anden. Er det en historie om "mellemmenneskelig forløsning"? Ja, det kunne det være. Men er de to ikke først og fremmest et tegn på en fælles kulturel egoisme, som ikke alene ytrer sig i en udnyttelse af andre mennesker, men også i det, at disse andre gøres til kulisse for den moderne europæiske selvfølelse? Dét synes jeg nemlig, er den største pinlighed, der springer i øjnene her. En kulturel og måske også ofte kunstnermytologisk selvoptagethed, der i praksis blot ytrer sig som egoisme. Det har sådan set intet med homoseksualitet at gøre og har kun eksempelvis med børneprostitution at gøre. Og jeg tænker, at Wildes latter - "som et barn og som en djævel" - måske ikke blot skyldes den personlige genkendelse af homoseksualitet, men en indsigt i denne langt mere smertelige kulturelle "udsvævelse", som han og Gide står midt i. Og lad mig så lige sige, at jeg ikke er ude i en eller anden biografistisk reduktion her, jeg ville have læst scenen på præcis samme måde, hvis den stod i en fiktionsroman. Ikke som en scene, der handler om intersubjektivitet, men som en scene, der handler om selvoptagethed, altså det modsatte. Meget mindre forløst og meget mindre komfortabelt.

    SvarSlet